I denne prædiken bruger jeg et eksempel fra månedens bog i Litteraturkredsen “Et eventyr” af Jonas T Bengtsson

 

Prædiken til 5. s. e. påske 2013

 

Salmer: 9, (448), 46, Solen begynder at gløde, (208), 725

Folding og Malt

 

Bøn: Herre vær os evigt nær,

Vær os nær når sol oprinder

Og når sole og stjerne skær i den dybe nat forsvinder

Lad din ånd ej fra os vige

Til vi ser dig i dit rige

 

I gudstjenesten i dag er der en bevægelse i salmerne vi synger. Vi begyndte med en hyldest salme til Gud, Te deum, O store Gud vi love dig, som en af vores allerældste salmer, den går helt tilbage til 400 tallet. Herefter sang vi en barok salme af Kingo som slår prædikens tema an, medgang og modgang følges ad, så lad kun Gud råde. Efter prædiken skal vi synge nye salmer, først en salme som ikke er i salmebogen men som har en vigtig pointe, den vender jeg tilbage til senere, og endelig runder vi gudstjenesten af med at synge ”Det dufter lysegrønt af græs” som forkynder os sommerens komme, men også at Jesus er vores centrum, vores livsfornyer. Vi bevæger os altså fra det gamle til det nye, fra Gud til Jesus, samtidigt med at vi fastholder at Gud og Jesus er to sider af samme sag.

Medgang og modgang følges ad. Jeg kender intet menneske der har været lykkeligt fra fødsel til død, jeg kender mange mennesker som vil sige at de har haft et godt liv, men de har også oplevet modgang, og måske har de netop haft et godt liv på trods af modgangen. Modgang kan være forfærdeligt smertefyldt når man er i det, men modgang kan også få os til at se på vores liv med nye øjne, sætte pris på det vi har, tælle de lyse timer. Vi har en grundforestilling om at livet er godt. Hvis Livet ikke er godt, så er det noget godt, for om udgangspunkt er livet godt.

Litteraturkredsen læser i denne måned ”Et eventyr af Jonas T Bengtsson”. Bogen er fortalt af drengen Peter og handler om hans og hans fars omflakkende liv. Juleaften 1987, går de i kirke på Vesterbro i København. Folk smiler og giver plads til hinanden, damerne har sko og støvler på med høje hæle. Mens de synger salmerne begynder faderens øjne at skinne. Men så, skal præsten prædike, vi springe rind midt i prædiken nu skal I bare høre: s. 64-65 ”Præstens tonefald bliver mere alvorligt, han taler nu om de fattige. Dem uden noget, siger han, vi har alle glemt hvad ordet fattig betyder. De virkeligt fattige. Dem man ikke tænker på når man leder efter den sidste and i køledisken. Min far læner sig ind til mig, hvisker i mit øre. ”Se dig omkring, se på dem. Tradition og tro er to forskellige ting” Præsten læser op af Mathæus evangeliet. Tale rom brød og fisk, om at dele. ”Folk har forvekslet Gud med Jesus” siger min far i mit øre. ”Jesus kan de lide, Jesus græder”. En ældre mand på bænkerækken foran os vender sig og holder en finder op for munden. ”De tilbeder sønnen som om der ikke var andet” siger min far, han taler højere nu. ”De glemmer at faderen er en hævngerrig gud. En jaloux og grusom gud. de glemmer hvad der skete med Jobs døtre og med alle dem der ikke kom med på arken.” Flere er nu begyndt at vende sig om og se i vores retning. De burde ikke træde ind af døren uden at have en redningsvest på, siger min far. Hans grin lyser meget højt i kirken. Præsten holder en pause i sin prædiken og ser rundt for at finde ud af hvem der talte i munde på ham. Men faren siger ikke mere og efter prædiken forlader han og sønnen kirken ”Gud er ikke her” siger faren.

Som i et rigtigt eventyr skal faderen og sønnen grueligt meget igennem. Som tilskuere til historien tænker vi stakkel dreng, men sidst i bogen bliver den voksne Peter spurgt om sin barndom. Peter vil ikke rigtigt fortælle noget men siger til sidst overbevisende: ”Jeg havde en god barndom!”

Og uden at afsløre hele bogen, vil jeg give ham ret, han havde en god barndom på trods. Nok mere trods end de fleste børn, men på den anden side måske også bedre end mange andre børn.

Fra det gamle testemente i dag hørte vi den tvetydige historie om Jacobs kampen. Jacob var på rejse til sit hjemland, da de en nat skal over en flod. Han får sat sine to kone, to trælkvinder, de 11 børn og alt hvad han ejer over, for så selv at blive alene tilbage. Her møder han en mand og langtrukken brydekamp begynder. Manden giver Jacob et slag på hoften så den går af led, men trods det giver Jacob ikke op. ”Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig” Og så velsignede Gud Jacob, for det var Gud der var manden.

I det gamle testamenter optræder Gud flere gange som en mand. Men faren fra Jonas T. Bengtssons ”Eventyr” har ret. I det gamle testamente er Gud nogle gange en hævngerrig og jaloux gud. Vi forstår ikke hans hensigter eller tankegang. Luther siger at Gud bor i ”mulmet” i tysmørket, i det grænseland hvor vi ikke rigtigt kan se klar. Hvem er Gud? Er han god? Hvorfor sker der så onde ting i verden, hvis Gud var almægtig hvorfor griber han så ikke ind over for stening af kvinder, pædofili, bomber og alt ondt? Vi kan ikke regne Gud ud. Han er skjult for os.

Men julenat skete der noget afgørende nyt. Gud sendte sin søn Jesus til os- og Jesus er anderledes klar i mælet: Gud er kærlighed! Gud er vores far, en far der elsker os så højt at han ofrede sin søn, sig selv, for at vi kunne leve. Livet er godt. Trods alt det onde og stygge tror vi at livet er godt. Jesus lærer os at tro at Gud er god. Det er en tro på trods, for vi er ikke blind for verdens vederstyggeligheder. Men vi håber og klynger os til Jesus budskab om at Gud er god. At vores liv har retning og mening.

Jesus lærte sine disciple at de kan bede direkte til faderen, for faderen elsker dem og faderen og Jesus er to sider af samme sag. To alen af et stykke. Men bønnen holder vi Gud fast. Vi holder Gud fast på at han er vores gud, vores hjælp, vores håb. Og samtidigt erkender vi også at vi er afhængige af ham. Derfor skal vi ligesom Jacob insistere på Guds velsignelse. Vi skal holde fast i Guds godhed, hvad der end sker, ligesom vi kan stole på at Gud vil holde os fast når hele verden ramler. Vi tror, at livet er godt.

Lov, tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

Anna Jensen